Find dit fællesskab – en aften for unge i Svendborg
Fra "SVENDBY-puljen 2026"
Gå til projektet

Vi vil skabe en anderledes og hyggelig aften, hvor unge i Svendborg kan blive klogere på de mange gratis fællesskaber, aktiviteter og støttemuligheder, der findes lokalt.
En række frivillige sociale foreninger og initiativer inviteres til kort og levende at præsentere deres tilbud. De unge får mulighed for at møde menneskene bag, stille spørgsmål og opdage nye fællesskaber, som de måske ellers aldrig ville have fundet.
For at skabe en uformel og attraktiv ramme vil vi invitere det lokale band ABSURD til at spille. Der serveres desuden en sandwich og en vand til deltagerne. Kombinationen af musik, mad og personlige møder skal gøre det let og trygt at deltage – også for unge, der ikke på forhånd kender nogen.
Aftenen skal både henvende sig direkte til unge og til fagpersoner, frivillige og andre aktører, der arbejder med unge. På den måde bliver arrangementet også et sted, hvor de forskellige tilbud kan lære hinanden bedre at kende og blive bedre til at vise unge videre til relevante fællesskaber.
Formålet er at gøre de eksisterende muligheder på ungeområdet mere synlige, styrke samarbejdet mellem lokale aktører og hjælpe flere unge med at finde et fællesskab, hvor de føler sig velkomne.
