Gangbro på den lille strand
Fra "SVENDBY-puljen 2026"
Gå til projektet
En gangbro på den lille strand mellem Den Runde Lystbådehavn og Kajakklubben vil være en stor forbedring for gående ad Øhavsstien og i det hele taget for gående ad denne del af det primære byrumsforløb, jfr, Udviklingsplan 2025 for Svendborg havn.
Mens en flisebelægning vil sande til ved en mindre oversvømmelse, vil en lav gangbro i en holdbar træsort kunne modstå dette. En gangbro i stil med de renoverede broer på området foran Tuxensvej vil passe ind i miljøet. Gangbroen bør være så bred, at to personer (uden hjælpemidler) kan passere hinanden uden at skulle træde ned fra broen.
Da Svendborg Havn har nylig erfaring med sådant byggeri, kan et realistisk udgiftsoverslag hurtigt komme herfra. Jeg vil mene, at udgiften til etablering af en gangbro på den lille strand vil holde sig inden for de 50.000 kroner, der søges om.
Såfremt min ansøgning imødekommes, og Svendborg Kommune ikke selv ønsker at stå for arbejdet, vil jeg gerne indhente et tilbud på arbejdet og medvirke til dets gennemførelse.
